Indholdstyper
En kort beskrivelse af de indholdstyper, som man kan tilføje.
Page
En webside (Page) er normalt den mest anvendte indholdstype, og svarer til de HTML-sider, som man normalt ser på et website. En webside kan laves i et af nedenstående formater, og bliver automatisk konverteret til HTML-format, når den vises.
- Structured Text
- Et forholdsvis simpelt tekstformat, hvor der er en vis mulighed for at formatere teksten uden at bruge HTML.
- reStructured Text (anbefales ikke)
- Et forholdsvis kompliceret tekstformat. Der er mange muligheder for formatering, men det er formodentligt lettere at bruge HTML.
- HTML
- Der findes omfattende dokumentation om HTML, men det letteste er nok, at bruge en editor som fx FrontPage, og så kopiere det relevante HTML-indhold over i indholdsvinduet. Kopier ikke hele HTML-siden over, men maksimalt den del, som findes mellem koderne <BODY> og </BODY>.
- Plain Text
- Dette format understøtter ikke nogen form for formatering, til gengæld er det yderst simpelt at bruge, da man blot kan skrive sin tekst ind (eller kopiere den andetsteds fra), uden at skulle forholde sig til nogen form for koder.
Folder
Alt indhold på portalen er organiseret i mapper (Folders). En mappe er i princippet et objekt i lighed med en webside, en nyhed, en begivenhed etc. Men i modsætning til disse kan en mappe indeholde andre objekter inkl. andre mapper. Dette koncept vil for de fleste være ganske velkendt - fx fra den måde man tilgår sine filer på en harddisk. Faktisk kan organisationen af indholdet på portalen fuldt ud sammenlignes med et filsystem på fx en harddisk.
Noget som måske kan være forvirrende for en ny bruger af portalen er, at når man vælger en mappe, så ser man ikke nødvendigvis indholdet af mappen. Det er nemlig muligt for webredaktøren at vælge, at man i stedet skal se en af de websider, som er placeret i mappen. Det gøres med funktionen "Display", som er beskrevet i "Oversigt". Hvis man i denne situation hellere vil se selve indholdet af mappen, så vælger man blot fanebladet "Contents".
Når man har valgt "Contents" for en mappe, så har man mulighed for at udføre handlinger på mappens indhold. Man afkrydser blot de objekter, som handlingen skal virke på, og vælger derefter hvilken handling, som skal udføres (knapperne lige under tabellen). Der er bl.a. mulighed for at kopiere, flytte, slette og omdøbe indholdet.
Image
Hvis man ønsker at have et billede på portalen, så opretter man et Image objekt, og uploader i den forbindelse billedet. Man kan se sådan på det, at billed-filen (fx billede.jpg) bliver pakket ind i et Image objekt, således at det kommer til at fungere som alle andre objekter i Plone. Derved kommer billeder også til indeholde de data, som er fælles for alle objekter, som beskrevet under Introduktion.
Image objekter kan samles i mapper og derved fungere som billedarkiver. Det vil i den forbindelse være hensigtsmæssigt, at vælge mappens visning (Display) som fotoalbum (Photo Album View).
De kan også bruges som illustrationer på websider (Page). Man skal i så fald referere til objektets korte navn, som normalt vil være det samme som navnet på den oprindelige billedfil - fx billede.jpg. Hvis man er i tvivl om billedets korte navn, så kan man blot vælge billedet i Plone, og så se hvad der står i browserens adresselinie. Hvis der fx står "http://www.domain.tld/billedarkiv/billede.jpg/view", så er det korte navn "billede.jpg" (man skal se bort fra "/view" i denne sammenhæng). Hvis man ønsker at bruge billedet i en webside i HTML-format, så kan man fx bruge følgende HTML-kode:
<img src="/billedarkiv/billede.jpg" />
Hvis man ønsker at ændre Image objektets korte navn, så kan det gøres ved at omdøbe det (se under Folder ovenstående).
File
Hvis man ønsker at stille en fil til rådighed på portalen, så opretter man et File objekt, og uploader i den forbindelse filen. Bemærk, at man skal vælge "Replace with new file:", før man få mulighed for at vælge hvilken fil, som skal uploades (v.h.a. knappen lige nedenunder).
En fil kan være af en vilkårlig type, men der vil ofte være tale om en pdf-fil, et Word-dokument eller lignende. File objektet minder på den måde meget om et Image objekt, og beskrivelsen af sidstenævnte dækker stort set også File objektet.
I lighed med billeder kan man stille filer til rådighed i mapper, eller man kan linke til dem fra websider. I sidstnævnte tilfælde ville linket i HTML-format fx se sådan ud:
<a href="/filarkiv/worddokument.doc">Link til et Word-dokument</a>
Event
Et objekt at typen begivenhed (Event) bruges til at opbevare informationer om begivenheder. Fordelen ved at anvende specialiserede objekter til det formål er, at systemet så har mulighed for at finde og præsentere disse på en hensigtsmæssig måde. Fx er IGU-portalen indrettet således, at de 3 kommende IGU-begivenheder altid vises i højre kollonne. Der er ingen, som skal vedligeholde dette. Systemet finder selv de næste 3 publicerede begivenheder, som foregår efter dags dato.
Når en begivenhed oprettes, så skal der angives et start- og et sluttidspunkt. Hvis dette ikke er relevant så angiv 00:00 eller --:--. Bemærk også at "Event Type(s)" skal angives - ellers kan begivenheden ikke oprettes.
News Item
Indholdstypen Nyhed (News Item) er meget lig Begivenhed (Event). Dog er der ikke knyttet et bestemt tidspunkt til en nyhed. De seneste 5 nyheder vises i højre kollonne, sorteret således, at den senest publicerede nyhed står øverst. Datoen for publicering kan rettes under nyhedens Properties. Den hedder i den sammenhæng "Effective Date".